FORFÆDRENES INDFLYDELSE KAN SPORES I HANS KUNST

Maleren S. Kielland-Brandt fortæller om slægten, der gennem generationer har beskæf­tiget sig med havet — og kunsten

MALEREN S. Kielland-Brandt, der bliver 75 år den 19. maj, har fortrinsvis beskæftiget sig med moti­ver fra søen, han har forfædre, der tjente deres brød på havet. I sine unge dage rejste han med malerudstyret til Amerika, hvor han oplevede Province Town og det store torskefiskeri på bankerne.

Hans afstamning har dog ikke udelukkende rod i søens folk, hans mor var i slægt med de navnkun­dige norske kunstnerslægter Bull og Munch, og hans far var i nær familie med Alexander Kielland. Selv om maleren Kielland-Brandt ikke er en af kunstens havørne, har han dog, som mangeårig ud­stiller på Charlottenborgs Forårs­udstilling, vist fin håndværksmæs­sig solid kunst.

—  Der har gennem generationer været kunstnere i Deres slægt?

—  Min bedstefar  og  Alexander Kielland var vistnok fætre, jeg har boet sammen med hans søster, Kitty Kielland, på  Tananger, Jæderen i Norge, og hun fortalte mig mange interessante  ting om Ibsen og Bjørnson. Min bedstemor var født Munch, og hendes far var gift med en datter af apotekeren Bornemann-Bull i Bergen. I mine unge dage besøgte jeg den berømte nor­ske violinist Ole Bulls yngre bro­der, men mine fornemmelser over for familien er at den art, at jeg mener, at der er ingen grund til at bryste sig af sin afstamning. Vi har jo allesammen forfædre, og vi kan ikke gøre hverken fra eller til, hvem vi så end stammer fra.

SØEN

—  Hvorfor blev  De marinema­ler?

—  Fra jeg var ganske lille, hav­de søen,  vandet, lige  fra  en lille vandpyt  til   det   store   vilde   hav, min interesse. Min farbror var I. H. Brandt, han blev kaldt for Bølge-Brandt. I det hele taget har fami­lien i høj grad interesseret sig for bølger, min fætter var den store opfinder Valdemar Poulsen, der som bekendt syslede med luftens bølger.

—   Begyndte   De   med  at   male havbilleder?

- Nej, jeg begyndte med at ma­le alt muligt, portrætter og land­skaber, men interessen for søen var så afgjort den stærkeste. Jeg er lige ved at tro, at mine for­fædre, som var søens folk, har haft deres indflydelse på mit valg af motiver. Min oldefar var koffardi-kaptajn Søren Munch, og hans bed­stefar var løjtnant under Torden­skjold og var med i angrebet på Dynekilen og førte en galej »Prinds Christian«.

—  Er søstykker ikke stadigvæk blandt Charlottenborg-publikums favoritter?

—  Jeg kan ikke lide betegnelsen søstykker.  Det  smager  for  meget af noget, der skal anbringes oven over sofaen. I mange år har moti­ver fra søen ikke domineret dansk malerkunst.   En  mand  som  Ernst Zeuthen var en fremragende ma­ler, der hentede inspiration på ha­vet, ham satte jeg meget pris på, han   forstod   at   omsætte   hele   sin vidunderlige fantasi i havbilleder.

FANTASIEN

— Er det ikke sådan, at de fleste af vore marinemalere har været folk uden særlig opbud af fantasi?

-  Tidligere skulle et skib være korrekt gengivet, det skulle være som et fotografi, jeg  synes jo,  at man må lægge vægt på stemnin­gen og ikke indføre distraherende detaljer, så ikke hele motivet går i opløsning, men jeg vil nødig mis­forstås.  En klassiker som Eckersberg, ham må man i høj grad fæstne sig ved som marinemaler. Hans minutiøse behandling af alle småting ødelagde ikke hans billeders helhedsvirkning.

-  Man skulle,  for  at være  en rigtig søens maler, også have mod til at være ude på bølgerne i al slags vejr?

—   Det  behøver  man   ikke.   En søens digter som Holger Drachmann, der har skildret havet og dets folk   så   kraftfuldt,   har   vist skrevet sine bedste digte om ha­vet, ikke om bord, men placeret i en magelig lænestol. Jeg har sejlet meget, fordi jeg har haft lyst til det, og jeg har sejlet i småfartøjer, fordi jeg synes, at man føler havets vældige rytme bedre i et lille skib end i et stort,

-  Oplevelser fra  Deres  studie­rejser på søen?

—  Da  jeg  var  oppe  på  Norges vestkyst   i   min   ungdom,   var  jeg ude   med   de   norske   lodser,   som sejlede   fartøjer   af   den   såkaldte Collin Archer-type. Han var skotte og kom til Norge og blev en frem­ragende bådkonstruktør.   I gamle dage havde man i Norge en type både,  som man ofte forliste  med, fordi de var for flade og klinkbyggede, de blev ofte læk, de kostede alt for mange menneskeliv.  Skot­ten konstruerede en dyb ballastet båd, og dermed fik lodserne mere sikre fartøjer at sejle med.

SÆKKEPIBEN

—  A propos  det skotske,  De er medlem   af   The   Pipers'   Club   of Copenhagen,   De   har   i   nogle   år spillet på sækkepibe?

—  Jeg var i Skotland for mange år   siden  og  kom  op  i  højlandet. Den første aften jeg var der,  sad jeg ved aftensbordet sammen med en hel del gæve briter.

Pludselig hørte jeg en sække­pibe i det fjerne, den kom nærme­re og nærmere, jeg rejste mig op, jeg måtte ud og opleve manden og hans sælsomme musik. Musikken betog mig, jeg spillede obo den­gang, men efterhånden, som årene gik, voksede min interesse for sækkepiben.

Den mand, der herhjemme ken­der instrumentets særpræg bedst, er vor Clubs pipe-major, maleren Mogens Zieler. Han er meget mu­sikalsk, har spillet violin i syv år, men da han kom ud for sækkepi­ben, lagde han violinen på hylden.

— Hvad er det karakteristiske ved sækkepibemusikken?

—  Det er et meget enkelt instru­ment. Basserne klinger éns til alle melodierne, og det, der giver dem deres charme, er udnyttelsen af den  pentatoniske skala, det vil sige, at der kommer adskillige to­ner med en klædelig dissonans.

Det er den skotske folkesjæl, der udtrykker sig i dette ejendomme­lige instrument, som kan rumme alt, lige fra klassisk skotsk musik, skrevet direkte for sækkepiben, til nutidige marcher og dansemusik.

MATERIALERNE

—   Hvis De med sækkepibens toner, der i almindelige danskeres øren lyder som klagesange, skulle klage over et eller andet, hvad vil­le det så blive?

—  Som maler eller som menne­ske? Som maler ville jeg sige: Der er én ting, som plager mig på mine ældre dage. En del af mine bille­der er malet på hessian eller jute, selvfølgelig præpareret som maler­lærred, en inspirerende overflade at male på. For nogle år siden for­talte sagkundskaben mig, at jute og hessian ikke er så holdbart som lærred af hør og hamp. Efter den tid har jeg kun benyttet hør og hamp.  På museer bliver malerier passet og plejet som patienter på et hospital. Malerier forgår i mas­sevis, fordi de ikke bliver passet. Lærred er i grunden slet ikke vel­egnet, masonitplader af træmasse kan man sparke på, uden at der egentlig sker noget med kunstvær­ket.

SELVKRITIK

—  Har De haft lyst til at sparke til nogle af Deres egne malerier?

—  Måske ikke, men jeg har afli­vet ikke så få af dem, men allige­vel har jeg sikkert solgt mange billeder af tvivlsom værdi, og det er jeg ked af,  men når humøret bliver mere gråt end skotskternet, griber   jeg   sækkepiben   og   lader den løfte mig op til fantasiens høj­land, hvor der sjældent er træng­sel ...

HARALD H. LUND

Maleren Sigurd Kielland-Brandt (1886-1964) blev interviewet i anledning af sin 75 års fødselsdag den 19. maj 1961 til Berlingske Aftenavis af digteren Harald H. Lund (bl.a. kendt for "Elefantens Vuggevise"). Artiklen blev bragt i avisen fredag den 12. maj 1961.   Artiklen kan læses nedenfor med links til andre sider på dette website.

Se mere

Tilbage til hovedsiden om Sigurd Kielland-Brandt

Familien Kielland-Brandt

Lille website med billeder

Søren Munch (1774-1865) og Dorothea Catharina Wandal Randulf Bull (1780-1861)

Augustinus Steenbuch (1780-1845) og Rebekka Werlauf (1783-1848)