Johannes Hegelund Brandt (1789-1840). 

Kobberstik, Det Kgl. Bibliotek.

AFSKEDSORD

 

Johannes Heggelund Brandt

den 20. november 1840

 

 

 

  

Familien Kielland-Brandt

Lille website med billeder

 

 

 

 

 

Afskedsord ved grosserer Johannes Heggelund Brandts Kiste

den 20de november 1840

af C.H. Visby, residerende Capellan, Ridder af Dannebroge

 

Standser endnu en liden stund, sørgende venner! og lader os, førend vi ledsage det kære støv til den hvile, der er det beredt i jorden, fremkalde for vore hjerter billedet af den sjæl, som boede deri, det liv, som nu ligger afsluttet for os! Det vil levendegøre os det grundede i vor smerte og bekræfte de følelser af hengivenhed og højagtelse, på hvilke den nærværende talrige forsamling giver bevis.

Hvad han var bleven her i livet, var han bleven ved sig selv. Han byggede ikke på nogen formue, der var ham efterladt af forældre, ikke på store og indflydelsesrige forbindelser, i hvilke han var sat ved sin fødsel. Han lagde selv den grundvold, på hvilken han byggede videre frem. Kyndighed og duelighed var hans arv, flid og stræbsomhed vare hans venner. Den tillid, der i et kald som hans er mere værd end meget gods, erhvervede han sig ved en personlighed, der måtte vække fortrolighed.. Når de fremmede kom til ham fra fjerne handelsstæder, fandt de et hjem i hans hus. Den venlige modtagelse, der mødte dem i hans families kreds, og den iver, med hvilken han søgte at gøre dem deres ophold behageligt, vidnede for dem, at han ikke styredes af lave eller egennyttige bevæggrunde. Mangen en blandt dem vil ved budskabet om hans død erindres de timer, som de levede med ham, og sørge over tabet af en trofast og oprigtig ven.

Det kald, som han havde valgt sig, var ham alt. Kun for dette levede og virkede han. Gerne fulgte han vistnok tidens livfulde udvikling.  Enhver bedre ordning af de offentlige forhold, ethvert nyt fremskridt fyldte ham med glæde. Han var ingenlunde ligegyldig for de store spørgsmål, hvis besvarelse er af vigtighed for hver borger; men han følte sig ikke kaldet til at tage nogen umiddelbar del heri. Han agtede dem, der ved siden af deres eget kalds pligter endnu følte kraft til at virke for det offentlige; men en omfattende virksomhed og en talrig familie forekom ham at have et sådant krav på hans egen udelte opmærksomhed, at han ikke troede at kunne forsvare det, om han påtog sig flere, og ham mindre vedkommende, byrder.

Med denne sans for at virke forenede han også modtagelighed for livets glæder. Han var ikke mørk og indesluttet, men munter og selskabelig. Han brugte verden, uden at misbruge den. Han nød livets gode ting, men uden at lade sig henrive af dem. I ingen henseende kan nogen umådeholdenhed bebrejdes ham. Ej heller ønskede han at nyde noget alene. Han måtte altid dele det med andre. Når han skulle være glad, måtte han have andre glade omkring sig. Aldrig var han mere oprømt, end når han havde en ret talrig kreds af muntre venner forsamlet om sig.

I de huslige forhold åbenbarede sig en sjælden kærlighed. Hvor elskede han ikke sin ungdoms hustru! Hvilke lykkelige år henlevede de ikke med hinanden, mens en stedse talrigere kreds af håbefulde sønner og døtre opvoksede omkring dem! Og hvor elskede han ikke disse selv! Hvilken øm og dog tillige forstandig omhyggelig fader var han ikke! Hvor var der ikke en kamp i hans sjæl, når besindige hensyn undertiden syntes at forbyde ham at hengive sig til sin naturlige ømhed! De danne en kreds af æresminder omkring hans kiste; og om nogen intet andet vidste om ham end dette alene, at han var så mange vakre og håbefulde børns fader og opdrager, ville han fyldes med agtelse for ham.

Dog indskrænkede hans kærlighed sig ikke til disse alene. Talrige slægtninge erkendte en sand ven i ham. Hvilken broder er ikke tabt for de sørgende søskende! Med hvor megen føje rinde ikke deres tårer ved hans grav!

Ja selv for den fremmedes nød havde han et åbent hjerte. Mangen en ædel hjælp blev rakt i løndom. Deres dybe smerte, hvis stille velgører han var, bringer den ædle hemmelighed for lyset og forøger vor egen billige sorg.

Gud prøvede ham på flere måder. Ofte led han store tab, og hans udsigter var kun mørke. Men han stolede på Gud, og de bleve atter lysere. Han forsagede aldrig; derfor blev han også aldrig forladt af Herren.

Smerteligt ramte ham tabet af hans hustru. Med hende blev den bedste glæde taget bort af hans liv. Hans hjerte hængte såre fast ved hende. Hun havde skænket ham sytten børn og forskønnet ham mer end fem og tyve år af hans liv. Aldrig vendte fra hin sorgens stund af den gamle glæde tilbage i hans hus.

Udsnit af originalteksten.

Andre sorger trådte til. En sygdom, der er så meget ængsteligere, som den sædvanlig trodser lægens kunst, syntes efterhånden at udvikle sig hos flere af hans ældre børn. På den ene af disse trykkede han efter lange og smertelige lidelser øjet til. Tvende andre søge i fjerne, sydlige lande at genvinde helbreden. Ak! med hvilken overraskelse og smerte ville de ikke erfare den, tilsyneladende så stærke og kraftige, faders død. (NOTE 1)

Men Gud skænkede ham også glæder. De unge, der efterhånden skiltes fra faderstammen og grundede sig et eget hjem, indgik forbindelser, der vare ham meget dyrebare. Jo mere øde hans eget hus efterhånden blev ham, desto mere glædede han sig til at finde erstatning hos dem.

Det var til en sådan fest at vi sidste gang vare samlede med ham. Det var det sidste par, som han synligen kunne velsigne. Kun en gang betrådte han deres bolig, og dette var det sidste sted udenfor hjemmet, hvor han kom. Men usynligen vil han vedblive at være med alle sine elskede; og på deres livs gladeste dag skal deres faders bøn og velsignelse ikke fattes dem! (NOTE 2)

En uforklarlig følelse synes alt for længe at have mindet ham om hans død. Langsomt har den nærmet sig. Vi behøver ikke at søge dens grund i særegne udvortes omstændigheder. Den er forberedt i lang tid, og flere ytringer af ham til forskellige tider tydede hen på, at den ikke kom ham så uventet, som man skulle tro. Hans kæres død og de efterlevendes sygdom, i forbindelse med flere krænkelser og skuffelser i den senere tid, havde svækket lysten til livet og med lysten også kraften.

Med rolighed så han afskedens øjeblik i møde. Han havde altid haft en sand og dyb religiøsitet, ikke en sværmerisk følelsestro, men en dyb erkendelse af - hvad der var kernen i hans religion - at ”et forsyn styrer alle ting”. På dette forsyn stolede han selv. Aldrig oprandt årets nye dag, aldrig frembrød den morgen, da han selv havde set lyset, uden at han med uhyklet fromhed og taknemmelighed opløftede sit hjerte til ham, fra hvem han havde modtaget så meget godt.

Til dette forsyn anbefalede hans sidste suk dem, som han måtte forlade. Og hans håb vil ikke blive beskæmmet!  Meget er tabt og uerstatteligt for dem: den jordiske fader er borte; men den himmelske vil blive dem tilbage.

Han lønne med sin evige glæde den, som han har kaldet til sig, for al hans kærlighed, for hans venskab mod venner, for den runde hånd, som han oplod mod de trængende, for hans utrættelige virksomhed i sit kald, for hvad han var, og for hvad han ville have været!

Farvel, vor fader, broder, ven! En krans har vi flettet til din kiste: den minde om de følelser, hvormed vi tage afsked fra dig! Vedbenden minde om dine børns kærlighed: som den slynger sig om træet, slyngede de sig op til dit faderlige hjerte! De glimrende blade med hvasse torne *) minde om, at også dit liv ikke var uden torne! men laurbærvisken med det palmelignende løv minde om den sejr, som du vandt derover! Livets sorg havde aldrig magt til at nedbøje dig. De hvide liljer er billedet af din sjæl, således som den gennem dødens renselse er indgået til det evige liv: disse ville falme, men du selv blomstrer evig.

Vor kærlighed følge dig i graven! Hæderligt være dit minde blandt vennerne, velsignet din erindring i familiefreden! Amen!

*) Ilex aqvifolium.

 

 

 

Se mere

 

Forside

Efternavneliste

Sideindex

Anetavle

Ukendte fotografier

 

BEGYND HER og klik dig gennem generationerne, der dukker op efterhånden:

 

Dolly Kielland (1857-1917) og

Frederik Brandt (1857-1933)

 

 

 

 

August Brandt (1815-93)

og

Augusta Steenbuch

(1821-1903)

 

 

Lauritz Kielland  (1808-61) og

Mette Johanne Colbjørnsen Bull Munch (1821-1908)

 

 

Johannes Hegelund Brandt

(1789-1840) og

Magdalene Elisabeth Caroline Stallknecht

(1792-1836)

 

 

Augustinus Steenbuch (1780-1845) og Rebekka Werlauf

(1783-1848)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens Werlauf (1746-86)

og

Wilhelmine Frederikke Wirth

(1747-1804)

 

 

Johannes Joachim Brandt

(1741-1800) og

Barbara Elisabeth Clausen

 (1754-1827)

m. familie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortsættes senere...

 

 

Kilde:

 

Mindeord over grosserer Johannes Heggelund Brandts kiste, den 20de november 1840 af C.H. Visby. Trykt hos Bianco Luno. Teksten findes på Det Kgl. Bibliotek i København.

 

 

Ved afskriften er stavningen moderniseret, men ordvalg og tegnsætning er bibeholdt.

 

 

 

Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Her foregik begravelsen.

Kobberstik, Det Kgl. Bibliotek.

 

 

 

Tilbage til hovedsiden

 

Læs også om

ægteparrets 17 børn.

Særligt udvalgte har

fået specialartikler!

 

Se siden om Johannes Hegelund Brandts søskende

 

Læs mindeord ved Magdalene Brandts begravelse 1836

 

 

 

 

Carl Holger Visby (1801-71), kapellan ved Vor Frelser Kirke. Han holdt denne tale ved Johs. Hegelund Brandts kiste.

Fotografi fra Det Kgl. Bibliotek.

 

 

 

 

NOTE 1:

Sønnen, lægen Richardt Wilhelm Brandt døde den 22. januar 1840.

 

 

NOTE 2:

Sønnen Johan Heinrich Brandt var blevet gift 31. oktober 1840, kun to uger inden faderens død.

 

 

Heggelund

ses også

stavet

Hegelund.

 

 

 

"Den livslystige og stærke grosserer Brandt er død!", skrev komponisten C.E.F. Weyse i et brev til en ven i 1840.

 

 

 

Tilbage til hovedsiden

 

 

 

Ilex aqvifolium, alm. kristtorn.

 

 

 

 

 

Denne side er oprettet den 

24. oktober 2012.

.