Familien Kielland-Brandt

Lille website med billeder

 

 

           

MINDEORD

 

Magdalene Elisabeth Caroline Brandt,

f. Stallknecht

begravelse

den 8. februar 1836,

Vor Frelser Kirke

Christianshavn 

 

 

 

 

 Mindeord ved Madame

Magdalene Elisabeth Caroline Brandt's Kiste,

den 8. Februar 1836. Af C.H. Visby.

 

Hvad Gud gør, er vel gjort; derfor tie, vor smerte! Stile vor klage! Hans vilje ske! Vi bøjede os for den i lidelsens dage, da han i usigelige legemssmerter hjemsøgte det støv, som her hviler for os: vi bøjede os for den på skilsmissens dag, da hendes bristende øje, engang så lyst og venligt, sidste gang og med vemod hvilede på dem, der skulle lades tilbage! Men idet vi således bøjede os for den, følte vi os atter oprejste; thi tålmod og hengivenhed styrker sjælen: at Guds vilje sker med os i alle ting, er den fromme sjæls trøst og glæde.

Udsnit af originalteksten

Hvor var her ikke engang muntert og livligt i den bolig, som i dag betræder med sorgens tavse trin! Et lykkeligt ægtepar boede her, forenet i oprigtig kærlighed, og fra den tidlige ungdom af. De vare omringede af en talrig skare af sønner og døtre: herren havde ladet sit ansigt lyse over dem med mange gode gaver, og menneskene kaldte deres lod misundelsesværdig! Når den fremmede nærmede sig deres kreds, mødte han hjertelighed: nøjere bekendt dermed, priste han mandens duelighed i sit kald, hustruens virksomhed i sin kreds, begges ømhed og omhyggelighed for de unge, der vare dem betroede. En sorgfri munterhed udbredte sin glans over alles åsyn, fra forældrene af, der endnu stode i livets fagre sommer, indtil de mindste, der vare lig de svulmende knopper om foråret. Hvor er nu ikke alting forandret! Hvor er her ikke tyst i de store sale! Hvor er her ikke et andet udtryk på alles åsyn! Hvo skulle have anet, at denne skønne kæde så snart og på så smertelig en måde skulle sønderbrydes, denne lykke så uerstatteligen forstyrres?

Også denne dags smerte vil engang træde tilbage i erindringens baggrund, og megen glæde kan derfor endnu blive enhver af de sørgende til del; men for én iblandt dem vil en vemods dråbe stedse blande sig i glædens bæger; i enhver lykke, som fremdeles bliver ham til del, i enhver fryd, som han kan føle ved synet af sine børn, vil savnet blande sin malurt; i sit livs gladeste øjeblikke vil han ikke kunne undertrykke den følelse, at han dog ville have været endnu lykkeligere, om hans hustru havde kunnet dele den med ham. Denne følelse er beviset for hans kærlighed til hende: således må det være, hvor man i mer end 25 år har delt sorger og glæder som trofaste ægtefæller! Og mangen stund vil rinde hen for de yngre, før synet af den langsomt hendøende moder vil udslettes af deres erindring, før de vil kunne glemme, at også deres fødsel måske har bidraget til hendes tidlige død! Det er ikke glædesdage, de nærmeste, på hvilke vi skue tilbage; ej heller glædesdage, de kommende, der skulle modtage os; thi de forbigangne er fulde af smertelige erindringer, de kommende ville være det af savn og tomhed. Men Herrens nåde skal efterhånden afbryde de hvasse torne og lade den milde vemod tilbage, der ikke forhindrer glæden, men forædler glæden; og således skal der af denne alvorsstund selv fremblomstre velsignelse for det fromme hjerte.

Hendes hjerte slår ikke mere, det varme! men så længe det slog, var det fuldt af velvilje og ømhed! Har hun nogen sinde med forsæt villet krænke nogen? Ville hun ikke alle vel? Var det ikke hendes glæde at se glade omkring sig? Selv i det sidstforløbne års tunge lidelser besad hun endnu kraft nok til at skjule sine smerter, når hun troede, at ytringen deraf ville virke forstyrrende på nogens øjeblikkelige munterhed i hendes omgivelser. Med døden i sit hjerte, men med smil på sine læber vandrede hun iblandt os, en skrøbelig kvinde og dog stærkere end mangen mand, stærk ved sin viljes kraft og ved det ædle sindelag, som selv i dødsstunden ønskede at bedrøve nogen. På det blege ansigt havde døden allerede sat sit stempel og udslettet vort håb; men ud af øjet lyste endnu den fordums ild, til et trøsteligt vidnesbyrd for os om, at legemets lidelser ingen magt have over sjælen; derfor kan opløsningen af hint ej heller have nogen indflydelse på varigheden af denne. Endnu for få år siden stod hun midt i sin lykke, en blomstrende rosenknop, en gren, der bugnede under sine frugters mængde; men ligesom det alt for rige blomsterflor ofte undergraver træets kraft, og ligesom grenen stundom ikke blot bugner under sine frugter men også brydes under deres vægt, således udtørredes pludseligt livets saft i hendes årer og himlen krævede sin ret tilbage. Hun havde opfyldt sin bestemmelse på jorden; sandelig! Hun er ikke vandret hen derover, uden at efterlade sig spor af sin tilværelse! Ti sønner og fem døtre havde kaldt hende moder. To af dem havde allerede begivet sig forud, for at blande sig mellem englenes skare og oplukke himlens porte for hende: de tretten stode endnu om hendes dødsleje som ligesåmange blomstrende stammer fremskudte af den fælles rod. De forene faders og moders træk på deres åsyn, gid de også må forene faders og moders hjerte i deres bryst! Hvad hun har talt til dem, vil herefter mindes med dobbelt vægt: hendes velvilje og sjælsstyrke vil herefter stå dobbelt lysende for dem; de ville ikke blot have hende at takke for livet, men også fra hendes liv modtage en lærdom for deres eget og et mønster i mange henseender!

Den ånd, som ikke mere bygger i det støv, hvori den hidindtil boede, vil derfor ikke være fjern fra nogen iblandt os. Den står måske usynligen her midt i vores kreds, vidne til vor smerte. Den vil måske endnu ofte vende tilbage til disse steder og udstrække velsignende hænder over dem alle, som den havde kær: hvad den fuldkomnest har lært at kende i de himmelske boliger, vil den stræbe også at lade neddale i disse, fred og hengivenhed i den eviges vilje. Når slummeren lukker de trætte øjne til og sjælene leve det ubevidste liv i drømmenes verden skal hendes billede endnu ofte fremtræde for tankerne, ikke lidende, som vi kendte hende i de sidste dage, men som hun var i de lykkelige år, og forklaret i erindringens trylleglans. Mild og beroligende skal hun da lægge sin hånd på det hjerte, der endnu banker i heftig bevægelse; thi hun kommer fra fredens hjem og hun har set den himmelske kærlighed, ansigt til ansigt. Sagte vil hun bøje sig over den slumrendes åsyn og bortånde kummeren fra hans pande: hun har selv fundet freden i den eviges pauluner og hun skal bringe den derfra til alle, som endnu lide og ere bedrøvede. Ømt o smilende skal hun tørre vemodsduggen bort af de ældres øjne og sige: ”Værer glade i Eders ungdom som Eders moder var det!” Som en engel med hvide vinger skal hun overskygge de yngste, dem, hvis opdragelse det ikke blev hende forundt at fuldende herneden, og bevare den barnlige tro og kærlighed i deres hjerter, at de engang kunne modtage hende dermed, når de have fuldendt deres vandring.

Således skulle de fremdeles eje hende; således bliver hendes sjæl for dem, mens det støv opløftes, hvori den engang havde afpræget sig. Hvor der bevarer hendes erindring, ejer hende også fremdeles; den er båndet mellem de forudgangne og de efterlevende. Bærer derfor støvet bort, sørgende sønner! Hun bar Eder selv engang under sit hjerte og på sine arme: bærer hendes støv nu bort i kærlighed, at det kan blive nedsænket på det hellige sted til sin hvile! Ånden sænkes ikke, men den stiger, som luerne opad og søger hjem til sit ophav, alles fader. Didhen er den opstegen, for at iføres forklarede sjæles herlighed; den var lutret gennem tunge prøvelser: hvad der manglede vil den evige barmhjertighed have udfyldt.

Når vi for fremtiden mindes hende, skal det derfor ikke være som en genstand for medynk og smerte: hendes lidelser ere endte, og ingen tåre skal mere væde hendes kind, intet suk hæve hendes bryst. Held hende! Beskaffenheden af de saliges himmelske tilværelse er ikke længere nogen gåde for hende! Hun har fundet, hvorefter vi endnu lede! Snart vil gravhøjen grønnes over hendes elskede støv: det smuldrer hen i jorden; men fra himlen skal en forklaret ånd tilsmile dem  trøst, der ved dets hvilested kærligen sørge i erindring om fortiden, dog tillige glade i håbet om fremtiden!

 

 

Se mere

 

Forside

Efternavneliste

Sideindex

Anetavle

Ukendte fotografier

 

BEGYND HER og klik dig gennem generationerne, der dukker op efterhånden:

 

Dolly Kielland (1857-1917) og

Frederik Brandt (1857-1933)

 

 

 

 

August Brandt (1815-93)

og

Augusta Steenbuch

(1821-1903)

 

 

Lauritz Kielland  (1808-61) og

Mette Johanne Colbjørnsen Bull Munch (1821-1908)

 

 

Johannes Hegelund Brandt

(1789-1840) og

Magdalene Elisabeth Caroline Stallknecht

(1792-1836)

 

 

Augustinus Steenbuch (1780-1845) og Rebekka Werlauf

(1783-1848)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens Werlauf (1746-86)

og

Wilhelmine Frederikke Wirth

(1747-1804)

 

 

Johannes Joachim Brandt

(1741-1800) og

Barbara Elisabeth Clausen

 (1754-1827)

m. familie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortsættes senere...

 

 

Kilde:

Mindeord ved Magdalene Elisabeth Caroline Brandts kiste, den 8. Februar 1836 af C.H. Visby. Kjøbenhavn. Trykt hos Bianco Luno & Schneider.

Teksten findes på Det Kgl. Bibliotek i København.

 

 

Ved afskriften er stavningen moderniseret, men ordvalg og tegnsætning er bibeholdt.

 

 

Tilbage til hovedsiden 

ægteparret

Magdalene og Johannes.

 

Læs om

ægteparrets 17 børn.

Særligt udvalgte har

fået specialartikler!

 

Læs afskedsord ved Johannes Hegelund Brandts begravelse 1840

 

 

Sådan omtrent så der ud i Strandgade, når Magdalene Brandt gik ud af sin hoveddør. Der eksisterer desværre ingen billeder af deres ejendom nr. 45 i Strandgade, men disse billeder fra begyndelsen af 1900tallet giver et glimt af kvarteret:

 

Peter Tom-Petersen, Strandgade beg. af 1900tallet 

Kobberstik, Det Kgl. Bibliotek.

 

 

 

 

Carl Holger Visby (1801-71), kapellan

ved Vor Frelser Kirke. Han holdt

denne tale ved Magdalene Brandts

kiste, 1836.

Fotografi fra Det Kgl. Bibliotek.

 

 

 

Johannes Hegelund Brandt, Magdalenes mand.

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til hovedsiden

 

Til forsiden

 

 

 

 

 

 

 

Denne side er oprettet den 

26. oktober 2012.

.